Velkommen til den første af forhåbentligt mange søndagsanalyser her på MANFO. I dag tager vi fat på Brian Esbensens kronik fra Information i fredags: “De velstillede har glemt, at velfærdsstaten er til for dem”. Kronikken er velskrevet og forførerisk - men den rammer ved siden af, fordi den blander tingene sammen.

Først et link til kronikken, så du kan læse den ( Link: http://www.information.dk/291136 ) - husk at komme tilbage bagefter :)

Godt, lad os komme i gang. Hovedbudskabet i kronikken er, at det er de “velstillede”, der har mest fordel af velfærdsstaten. Det svarer lidt til at sige, at det er de bedst tilpassede, der klarer sig godt i det evolutionære kapløb. Brian Esbensens udgangspunkt er nærmest tautologisk, hvis de velstillede defineres præcist nok. Det gør de bare ikke i Esbensens kronik. Det er nemlig kun halvdelen af de “velstillede”, der begunstiges af velfærdsstaten.

Esbensen fortæller os, at omfordeling er en form for bestikkelse, der skal holde underklassen i ro, så den ikke gør oprør mod det etablerede system. Det har han så evigt ret i. Jeg argumenterede selv for nyligt for noget lignende, men med væsentlige forskelle. Esbensen lader til at mene, at denne form for bestikkelse er en god ting eller i hvert fald nærmest uundgåelig ting, og han truer os alle med bål og brand, hvis ikke vi giver rigeligt til dem, der ikke kan eller vil selv.

Cui bono

Men lad os for en stund vende tilbage til de såkaldt “velstillede”, for hvem er de? I følge Esbensen er det åbenbart alle, der har et arbejde eller forsørger sig selv. Men der er jo stor forskel på en højtlønnet akademiker ansat i det offentlige i København med en lav arbejdstid og en selvstændig fra Nordjylland, der arbejder dobbelt så meget, men alligevel ikke har råd til at spare op til pension. Eller hvad med landmanden, der står op klokken fire hver morgen og malker og ender med en løn, der ligger langt under bureaukraten i byens, fordi han skal betale miljøafgifter på alt?

Politikere og bureaukrater har jo ud over en god løn også en god portion magt og meget fritid. Landmanden for eksempel har været nød til at gældsætte sig, fordi han udover den moms og de skatter, vi andre betaler, også skal betale et ukendt antal miljø-afgifter. Den lille selvstændige, der arbejder 70 timer om ugen, har heller ingen fritid og ingen magt - og kun hvis han er heldig, kommer han op og tjener som en offentligt ansat.

Ser man kun på indtægtens størrelse, er det let, som Esbensen gør, at lægge alle arbejdende mennesker sammen i et par store kasser, han kalder mellem- og overklassen. Men der er jo andet end indtægtens størrelse, der spiller ind, når vi skal se på, hvem de velstillede er. Fritid og retten til uforstyrret at passe sig selv og sin forretning er ikke noget, selvstændige kender til. De får ikke engang lov at beholde magten over deres egen virksomhed. Politikernes magt rækker derimod langt ud over deres egen person.

Den slags nuancer har Esbensen ikke øje for, og det må undre, at Esbensen kaster alting sammen i en pærevælling, når han selv appellerer til “virkeligheden”. For i virkelighedens verden handler det vel ikke kun om, hvor mange penge man tjener, men vel også om man har tid til at bruge dem - og om man har magt og indflydelse på eget liv. Denne magt har politikere, mens andre får mindre og mindre af den.

Der er ingen tvivl om, at for eksempel politikere og bureaukrater har stor gavn af velfærdsstaten. Der må man give Esbensen ret i, at “velfærdsstaten er til for dem”. Men gælder det virkelig også for landmanden, hvis råderet velfærdsstaten indskrænker. Gælder det også for den selvstændige, der flås i skat - penge han aldrig ser igen? For mig er det tydeligt, at nogen har mere gavn af velfærdsstaten end andre. Og det handler ikke kun om hvorvidt man er i arbejde eller ej.

Kritikken af velfærdsstaten handler ikke om at sparke nedad

Ebsensen, og mange andre på venstrefløjen, vil gerne klassificere al kritik af velfærdsstaten som en sparken nedad. Det er smart retorisk for en person, der sparker nedad, er jo usympatisk. Kritikerne af velfærdsstaten i Danmark fremstilles sådan her:

Vi deler raseriet, men modsat den globale tendens, vender danskerne deres forargelse ned ad ikke op ad. Dem der har det skidt, har det for godt.

Noget af en påstand. Og jeg kan ikke genkende den fra virkeligheden. Jeg kender mange kritikere af velfærdsstaten, men ikke nogen der mener, at “dem der har det skidt, har det for godt.”

Der har været en del kritik af, at arbejdsduelige folk på overførsler og uden arbejde i mange tilfælde får flere penge udbetalt end folk, der arbejder fuld tid. Men det er på ingen måde at sparke nedad eller ønsker at andre skal få det værre. Det er blot en konstatering af et problem. Hvis man endelig skulle tale om spark, ville det nok være mere reelt at sige, at det er et spark i synet på dem, der bruger al deres tid på at arbejde, at de skal finansiere dem, der ikke gør. At holde fri på andres regning, så disse andre må pukle endnu mere - der er der altså noget problematisk ved.

Vi raser ikke over magtmisbrug og løgnagtige ministerier, fede lønninger og bonusser på direktørgangene, skatteunddragelser for milliarder eller skumle skuffeselskaber. Vi vrænger ikke mule af, at det kongelige teater er i oprør over ’kun’ at få tildelt 500 millioner kroner. Intet af det forarger os.

Det passer jo simpelthen ikke. Liberale - altså de rigtige, ikke venstre eller konservative - har i årevis kritiseret al den støtte kulturen får i Danmark. Men så kommer man også for skade i Information - i en anden kronik måske. For så man jo antikultur.

Det er bittersød ironi, at de, der har mest travlt med at kritisere velfærdsstaten, faktisk er dem, der burde være gladest for den. På overfladen er udfaldene mod velfærdsstaten selvsagt et problem for de nederste lag i samfundet, men det vil hurtigt vise sig, at middel- og overklassen er i gang med at angribe det fundament, som både parcelhuset og millionvillaen er bygget på.

Igen. Det passer ikke. Dem, der lukrerer mest på velfærdsstaten, kritiserer den netop ikke. Bureaukrater og politikere fra højre til venstre i salen nærmest falder over hinanden for at udtrykke deres beundring for velfærdsstaten og overbevise os andre om dens lyksaligheder. Akademikere ligeså. Og de mange, mange offentligt ansatte. Stort set alle, der har en interesse i velfærdsstatens beståen, taler så sandelig dennes sag. Esbensen selv går så langt som til at sige, der ikke findes noget alternativ.

Jo, der findes skam også kritikere af velfærdsstaten. Men disse har ofte ikke den interesse i velfærdsstaten, som Esbensen ellers påstår, de har (det ved han åbenbart bedre, end de selv gør). Kritikken kommer ofte fra selvstændigt erhvervsdrivende, der må døje med alle velfærdsstatens kvælende regulativer, afgifter skatter og moms. Eller landmænd hvis private ejendomsret igen og igen bliver trådt under fode, når velfærdsstatens miljøkommisærer kræver adgang til bedriften uden dommerkendelse.

Også lønmodtagere i det private er begyndt at se gennem det store bedrag velfærdsstaten på mange måder er. Det er tid til en illustration.

Det fremgår, hvem der primært nyder godt af staten og dens omfordeling - og hvem der betaler regningen. En stor velfærdsstat indebærer en stor byrde på den private sektor. Skatter er overførsel af penge fra det private til det offentlige. De offentligt ansatte og folk på overførsler betaler også “skat” - men de betaler bare tilbage til deres egen lønningskasse. Deraf opstår megen rationel og legitim kritik af velfærdsstaten.

Ikke bæredygtig

Dertil er der også en del kritik af velfærdsstaten, der ikke er interessebetinget. Mange har simpelthen indset, at velfærdsstaten ikke er nogen langtidsholdbar model for et samfund. I Esbensens øjne er velfærdsstaten en garant mod vold og optøjer. I andres øjne er velfærdsstaten nærmest en garant for et samfundsmæssigt kollaps, fordi velfærdsstaten undergraver de dyder, der gør produktionen af velstand mulig.

Betal og hold kæft med kritikken, synes beskeden fra Esbensen at lyde. Ellers gør de fattige oprør! Lad os lige tage den. Skulle folk på kontanthjælp gøre oprør? Måske, men jeg tror det er mere sandsynligt at oprøret vil tage sit udspring i den private sektor.

Det er sat på spidsen, men det er uomtvisteligt, at det fortsat er de velstillede, der kan glæde sig mest over velfærdsstaten.

Ja, Esbensen. Hvis du med velstillede mener offentligt ansatte akademikere, politikere og bureaukrater, så har du helt ret. Men selvstændige, landmænd, privatansatte bliver udbyttede af velfærdsstaten. Landmanden og den selvstændige må begge arbejde 60 timer om ugen og sløjfe ferier, sådan at bureaukrater og politikere kan “omfordele” 37 timer om ugen fra et kontor med aircondition - for helt ærligt hvor meget reel værdi producerer akademikere og politikere og bureaukrater i det offentlige? De lever jo af skatteindtægterne fra det private. De er selv på en slags overførsel - ikke så mærkeligt at de er store fortalere for den etablerede ordning.

Et af hovedargumenterne for velfærdsmodstanderne — et argument, der i øvrigt er en klassiker — er, at de generøse ydelser fratager arbejdsløse motivationen til at søge job. I mange årtier har virkeligheden ganske vist modbevist den forestilling, men vi er forlængst holdt op med at lade os forstyrre af virkeligheden.

Nej, Ebsensen virkeligheden har ikke modbevist dette. Tværtimod viste virkeligheden klart og tydeligt at lavere ydelser skaffede flere i arbejde, mens højere ydelser parkerede flere på passiv forsørgelse. Selv den nye regering indrømmer dette i egne tal, hvor de regner med at arbejdsudbuddet vil blive væsentligt reduceret, nu da loftet over kontanthjælp er fjernet. Så nu bevæger du dig på kanten af at gå fra manipulation over i decideret løgn.

Men det virkelig sørgelige er, at den forargede middel- og overklasse ikke længere kan se, at et omfattende velfærdssystem netop er forudsætningen for deres trygge liv, og den velstand de nu er så bange for at dele.

Nej, Esbesen, velfærdsstaten er ikke forudsætningen for velstand. Der forholder sig omvendt. Det er velstand, der er forudsætningen for velfærdstaten. Der er ikke noget sørgeligt ved, at det er ved at gå op for folk, at velfærdsstaten er en dødsejler. Dette er kun glædeligt. Og igen - det er ikke hele middel- og overklassen der er kritiske overfor velfærdsstaten. Nogle af velfærdsstatens største fortalere findes i disse klasser. Tilhører politikerne med al deres magt og den høje løn måske ikke overklassen - og priser disse måske ikke velfærdsstaten, Esbensen?

I det omfang der er tale om klynk i denne sammenhæng, kommer den fra den store historieløse gruppe, der har glemt hvad alternativet til omfordeling af goderne er. Alternativet er kaos. Alternativet er, at stort set hele middelklassen bliver til underklasse, og den resterende lille og hovedrige overklasse på 5-10 pct. bliver nødt til at leve i lukkede bydele, beskyttet af pigtråd og private vagtværn.

Så den produktive klasse der med en pistol for panden tvinges til at aflevere langt over halvdelen af sin løn til det offentlige system er en flok klynkere, fordi de tillader sig at påpege, at der faktisk ikke er ret meget mere at komme efter? I øvrigt var Danmark et velordnet og stabilt samfund længe inden, 68erne begyndte at udbygge det offentlige voldsomt og skabe den moderne universelle velfærdsstat. Det er mere end ironisk, at Esbensen taler om historieløshed her.

I øvrigt opstår situationen hvor middelklasse bliver til underklasse netop under velfærdsstaten. Her smelter disse klasser sammen og over dem står så kun den store forvalterklasse af politikere og bureaukrater. Du får i mine øjne slemt byttet rundt på tingene, Esbensen.

Sagt på en anden måde: Det burde ikke være et alternativ.

Det må vi da håbe der er. For velfærdsstaten har på mange måder spillet fallit. For tiden kører et lille land som Danmark med et underskud på 100 millarder på de offentlige finanser på trods af et skattetryk i verdenstoppen. Selv med en så høj skat - selv med så massive overførsler fra det private til det offentlige - går velfærdsstaten stadig sulten i seng. Dette monster er umætteligt, jo mere du giver det, jo mere sulten bliver det bare.

Velstand kommer før velfærd

Esbensen nævner også ulandsbistand som en form for omfordeling. Men hvis velfærdsstaten er så fantastisk og “forudsætningen for velstand” kan ulandende vel bare lave en sådan velfærdsstat, og så er ulandsbistanden ikke længere nødvendig, men det kan det jo ikke bare - og det leder os frem til det største problem ved Esbensens kronik. Han lader til at mene, at velfærdsstaten skaber velstand, men i virkeligheden er det jo velstand der kommer først. Man kan godt have velstand uden en velfærdsstat, men man kan ikke have en velfærdstat uden velstand.

Kronikken sluttes af med en mærkeligt anakronistisk hyldest om, at Danmark blandt verdens bedste og rigeste - men Danmark er jo langsomt gennem en del år nu gledet ned og ligger nu ikke længere i den absolutte top. Så længe kritik af velfærdsstaten mødes med trusler om vold, vil denne glidetur nedad for Danmark fortsætte.