Feministerne har haft held med at overbevise politikere om, at det er statens opgave at sikre, at mennesker fordeles i samfundets funktioner efter en bestemt feministisk korrekt skabelon. Dette indebærer et ønske om, at kvinder på sigt skal besætte mindst halvdelen af alle attraktive stillinger.
Vi hører nu ofte både borgerlige og socialistiske politikere synge med på denne melodi. Det eneste, der adskiller de to grupperinger, er, hvilke midler de er villige til at tage i brug for at opnå de feministisk korrekte fordelinger. Men selve ideen, om at det overhovedet på nogen måde er statens opgave at regulere og styre menneskers fordeling i samfundet efter et bestemt ideal, er dybt problematisk, og når først målsætningen om en bestemt fordeling er vedtaget, vil midlerne der tages i brug langsomt, men sikkert retfærdiggøres deraf.
Ingen politikere - hverken borgerlige eller socialistiske - tør stille sig grundlæggende kritiske over for ideen om symmetrisk fordeling af køn som det eneste saliggørende - i hvert fald ikke når det gælder fordelingen på poster i samfundet, der anses som attråværdige.
Så snart målet om at halvdelen af attraktive stillinger skal besættes af kvinder ikke lader sig indfri hurtigt nok, vil også borgerlige politikere kræve yderligere beføjelser - ekstra midler - for at sikre, at vi nu når hen til målet. Desværre er selve ideen om mål baseret på gruppetilhørsforhold i modstrid med individuel frihed og også omkostningstunge al den tid mænd og kvinder har forskellige præferencer og prioriteter - og det har de.
Politikerne mener altså, at politisk regulering baseret på feministisk opstillede målsætninger skal afgøre hvem, der skal være hvor i samfundet.
Her på MANFO mener vi omvendt, den slags skal overlades til den enkeltes evner og lyster, så opstår der spontant en velfungerende orden baseret på kunnen og motivation. Den klassiske borgerlige og liberale indstilling, der nu er under angreb, er naturligvis, at alle bare skal have de samme grundlæggende rettigheder og pligter vis-a-vis staten, og så må den enkelte derudover selv finde ud af, hvor lysten og talentet bærer hen.
Det åbne samfund under pres
Venstrefløjen sigter traditionelt mod en bestemt fordeling. Det er en close-ended tilgang - eller det Karl Popper ville kalde et lukket samfund. Når målet på forhånd er fastlagt, helliger det midlet. Derfor er venstrefløjen klar til særbehandling og favorisering af kvinder. Individerne skal fordele sig på en bestemt måde - og det er ikke kunnen eller lyst, der er det mest afgørende. I feministernes lukkede model er det øverste mål ikke frihed, men derimod en bestemt fordeling, der på et givent tidspunkt anses som idelogisk og politisk korrekt.
Borgerlige sigter traditionelt ikke på en bestemt fordeling. Den borgerlige tilgang er traditionelt open-ended - det Karl Popper kaldte et åbent samfund, hvor alle sikres de samme grundlæggende rettigheder, men ellers gives fri til at fordele sig efter inklinationer, evner og behov. Her er ikke nogen fastlåst skæbne - ikke nogen masterplan. Desværre er borgerlige begyndt at bevæge sig væk fra denne position, og det er i høj grad fordi, de er under indflydelse af feministiske tanker og ideer.
Venstrefløjens og (feministernes) sigte på lige fordelinger og enshed (for feministernes vedkommende kun på de steder hvor det er fordelagtigt at opholde sig) leder altid til totalitære samfundsformer, fordi enshed fordrer, at staten regulerer og kompenserer og micromanager overalt for at sikre det på forhånd fastlagte (feministisk acceptable) slutresultat, der aldrig kan opnås ved frivillighed eller spontant, fordi kønnene er forskellige og prioriterer forskelligt her i livet.
Socialister og feminister - og i dag også mange borgerlige - vil naturligvis påstå, at det kun er nødvendigt at blande sig, fordi kønnenes naturlige enshed er blevet forstyrret af opdragelse eller deres naturlige symmetriske fordeling ikke lader sig realisere på grund af synlig eller usynlig diskrimination mod kvinder, men virkeligheden modbeviser konstant denne forestilling. Igen og igen, når man overlader kvinder og mænd til sig selv vælger og prioriterer de forskelligt - universelt, over alle kendte kulturer.
Så det er nærmere forskellen end ensheden, der er den naturlige og blivende form. Slipper man folk fri, vil de ikke fordele sig feministisk korrekt - simpelthen fordi vores natur ikke er feministisk korrekt. Det er kun med magt og tvang, at feministerne kan opnår deres symmetriske fordelinger - det ved de, derfor alliancen med statsmagten.
Det er også værd at bemærke at feministerne - både den borgerlige og den socialistiske af slagsen - ofte benytter sig at historicisme, som Popper ganske rigtigt identificerede som et tegn på totalitær ideologi. Det er historicisme når feminister siger, “se, kvinder har bedre uddannelse end mænd nu, så det er bare et spørgsmål om tid før de også overtager ledelsen af virksomheder og samfund - det kommer alligevel til at ske, det er skæbnen - derfor kan vi lige så godt hjælpe det på vej politisk og speede processen op.” Det feministerne her fremstiller som en uundgåelig fremtidig udvikling er i virkeligheden bare deres egne ønsker projiceret frem.
Lidt forsimplet ser feministerne kvinder styre samfundet, hvor Platon så vogterne og Marx arbejderne. Poltikerne ser sig selv - og vi andre frihedsorienterede giver os ikke så meget i kast må dens slags profetier. Vi insisterer blot på at overlade beslutninger til individer og familier. Så må vi se, hvor det leder hen.
Det er langt mere visdom, realisme og indsigt i den traditionelle borgerlige anskuelse end der er i den socialistiske, hvor politikere, bureaukrater og administratorer skal blande sig overalt. Desværre elsker sidstenævnte gruppe målmodellen, fordi den giver dem mere at lave. I den borgerlige model overlader man jo mere til borgeren selv. Det går ikke blandt socialisterne, der dybest set ikke tiltror borgeren kontrollen over eget liv. Desværre er “borgerlige” politikere af i dag gået langt ned ad den feministisk vej.
Men hvorfor hopper borgerlige med på vognen?
Men hvordan har feministerne haft held med at overbevise borgerlige politikere om, at mænd og kvinder grundlæggende er / bør være ens og har / have de samme mål og prioriteringer her i livet? Som jeg tidligere har beskrevet har politikerne en interesse i at tro på feminismens idé om enshed og lige fordelinger, for så må der jo kompenseres og de usynlige barrierer kvinder oplever må blotlægges - alt sammen arbejde til politikere og bureaukrater.
Dertil det faktum, at både borgerlige og socialistiske politikere kommer ud af samme universitetsverden, hvor det ikke er comme-il-faut at hævde at der er forskelle på mænd og kvinder. Så når unge, borgelige politikere ser, at der for eksempel er flere mandlige bestyrelsesposter end kvindelige, er deres første tanke måske, at dette må skyldes diskrimination snarere end livsvalg. De færreste moderne politikere har nogen som helst erfaring med virkelighedens verden, så de er lette ofre for den feministisk propaganda om kønsneutralitet.
Der er også et element af kujoneri på spil. Meget få politikere, heller ikke de borgerlige, tør sige fra overfor feministernes mobberi. Borgerlige politikere snakker dybest set feminister efter munden, når de siger, “jamen, det er klart - på sigt skal vi have flere kvinder i bestyrelser” eller “ja, kvinder udgør jo halvdelen af befolkningen, derfor skal de selvfølgelig også udgøre halvdelen af topledelsen i det private erhvervsliv”. Ingen tør sige, “mænd og kvinder er forskellige og prioriterer forskelligt, og det resulterer i at de i forskellig grad bliver ledere - det må de slev om, det er ikke noget vi vil blande os i.”
Endelig er de bare uvidende og magtbegærlige. De har åbenbart intet kendskab til Popper eller det åbne samfund. De forstår ofte slet ikke at en efterstræben af lige fordelinger på køn resulterer i tab af individuel frihed og eliminerer juridisk ligestilling til fordel for en totalitær substantiel ligeholdning. De er mere interesserede i magt. Med feministe ideer i hånden kan politikerne over en bred kam gøre op med det åbne samfund, og det er de såmænd også godt i gang med. Både her i Danmark, på EU plan og gennem FN. Overalt spiller feminismen en central rolle i forhold til det store totalitære socialmodelleringsprojekt.
